GUDE’l’R0, GUDSDYRKELSE, 0VERTRO, TROLDOM 149 væsener i himmelen og rundt omkring i naturen, som folk herhjemme fra de ældste tider af tilbad. Ligesaa gammel er dyrkelsen af der afdødes sjæle. Vi maa tænke os, at menneskene engang for lang, lang tid tilbage, længe før de kom op til vort land, er begyndt at lægge merke til og tænke over døden. De saa det menneske, som før havde kunnet tale og røre sig, blive stivt og koldt som en sten, de saa øiet briste og trækkene stivne. Hvad andet kunde de vel tro, end at det var noget, som havde forladt mennesket? Det var sjælen, som var flygtet fra kroppen. Sjælen var, som selve ordene „aand“ og „at aande“ viser os, noget let og luftigt; thi “„aand“ betyder egentlig „pust, aandedræt“. Sjælen forlod den døende gjennem munden eller gjennem det gabende saar og levede videre ude i naturen. Den suste med vinden gjennem luften. Men helst holdt den til i nærheden af de steder, hvor den før havde levet. Den bodde i ljeldet, i trærne eller helst inde i graven. Den var nær knyttet til sit gamle legeme. Det er muligt, at man har tænkt sig, at Sjælen ogsaa døde, naar legemet var smuldret hen. I danske graver fra stenalderen er knoklerne af de ældre lik ofte skjøvet til side for at give plads for nye. Sjælen førte, som nævnt, et slags skyggeliv ude i naturen Den kunde, ligesom guderne, gavne eller skade de levende. Derfor gjaldt det ogsaa at holde sig tilvens med de døde. Derfor var det, at disse alt i den yngre stenalder lik sine egne boliger. De døde lik ogsaa vaaben og prydsager med i graven, og man ofrede til dem. l svenske graver fra stenalderen -- ligesom i norske fra broncealderen - er der fundet stene med skaalformede fordybninger, som man mener har været brugt til at holde gravofre i. Troen paa de dødes magt holdt sig ned gjennem hele den hedenske tid og blev, som vi siden skal høre, til en virkelig dyrkelse af de afdøde medlemmer af ætten. De germaner, som først satte bo i vort land, trodde, for i kort- hed at gjentage det, at hele den livløse natur var besjælet af over- naturlige væsener, som bodde i vande og elve, i trær, fjelde og stene. Men mægtigst var himmelens lysende gud. Det overnaturlige, baade de guddommelige magter og de dødes sjæle, var endnu tæt indpaa menneskene, øvede sit stadige tryk paa disse og fyldte dem med gru og rædsel. ɔ Med brortcealderen kom -nye kulturstrømninger fra syd, fra Mid- delhavet, ved hvis kyster mennesket alt var begyndt at løfte sit hoved og at skabe guderne i sit billede. Ogsaa herhjemme begyndte gude- himmelen at høine sig og de døde at flytte længere væk fra de
