GUDETRO, GUDSDYRKELSE, OVERTRO, TROl.DONl 147 De trodde som alle naturfolk, at hele naturen var opfyldt af gud- dommelige væsener og hemmelighedsfulde magter, som levede rundt om og nær indpaa menneskene, og hvis gunst og huldskab det gjaldt at vinde. Det som Prokop fortæller om nordboernes gudetro omkr. 500 e. l(r., gjælder endda mere for ældre tider. Han siger, som vi husker,* at indbyggerne i Thule „dyrker en mængde.guder og over- naturlige magter i himmelen, luften, jorden og havet, og ligeledes visse andre høiere væsener, som skal- opholde sig i kildernes og elvenes vande“. Det var disse væsener, som senere blev til alver, dverger og trold. Paa Eddadigtenes tid tænkte vore forfædre sig guderne i skikkelse af mennesker, bare større og vakrere end almin- delige dødelige. Men det er et stort spørsmaal, om denne fore- stilling er ældgammel og oprindelig. Det er ikke noget folk, hos hvem forestillingen om gudernes menneskeskikkelse kommer klarere frem end hos grækerne. Vi kan ikke tænke os grækerne uden den skjeggede, kraftige, dybøiede Zeus, uden den ungdommelige, mandige Apollon og uden den fagre Afrodite. Og dog er der spor til, at hellenerne oprindelig ikke har tænkt sig guderne som herlige mennesker, men som uformelige væsener mest i dyreskikkelse. Ja der er dem, som tror, at det ikke var saa længe før Homers tid, at guderne begyndte at blive mennesker, og at levninger af den gamle tro længe levede ude iblandt folket. Ligedan var det, tør hænde, engang i vort land. Odin kunde paatage sig alle skikkelser. Han krøb som orm ind i fjeldet og drak Suttungs mjød og fløi som ørn med den til Aasgaard. Frøyja havde falkeham. Heimdal kaldes Hal- linskide, et ord som skaldene ogsaa bruger om en buk. Loke og Heimdal kjæmpede som sæler ved Singastein. Om Loke fortælles det, at han engang gjorde sig om til en hoppe, og at han med jette- hingsten Svadilfare lik Sleipne, som var den hurtigste hest i verden, graa af let og med otte fødder. .Selve ordet gud peger i samme retning. Det er et ældgammelt ord, som er fælles for alle german- ske sprog. Oprindelig betyder det efter sprogforskernes mening „det tilraabte, hvad man raaber sig til, ved trylleord gjør sin vilje underdanig, det besvergede“. Det viser altsaa, synes det, tilbage til en tid, da der endda ikke fandtes personlige, menneskelignende guder. Disse guder var heller ikke fra først gode og sedelige eller retfærdige magter. De kunde hjælpe menneskene, og de kunde, om de havde lyst, skade dem. Derfor gjaldt det at holde sig tilvens med dem. Men dette kunde bare gjøres ved at give gaver til guderne og ved samtidig med gaven at udtale en bøn om, at guderne vilde hjælpe.
