144 GUDETROɔ GUDSDYRKEl‘SE, OVERTRO, TROLDOM bibliotek i l(jøbenhavn. - Snorre Sturlasøn skrevg rimeligvis sin „Edda“ eller gudelære lidt før l222. Desuden giver ogsaa skalde- kvadene mange vigtige oplysninger. To af de ældste skalde, vi kjender, Brage gamle og Tjodolv fra Kvine, har begge digtet om skjolde, som var prydet med gude- og heltesagn. Ulv Uggeson gjorde i 983 en draapa om billederne i Olav Paas hal. Der kunde en bl. a. se udskaaret billeder af Lokes og l-leimdals kamp ved Singastein, af Tor, som fik Midgardsormen paa kroken, og af Balders baalfærd. I hedendommens sidste tid digtede den islandske skald Eiliv Gudrunsson en merkelig draapa om Tors færd til jetten Geirrød. Men vi kjender ingen norrøne digte, som er ældre end vikinge- tiden. De ældste skaldekvad, som vi eier (Brage gamles), skal være blevet til i første halvdel af 9. aarhundredde; ialfald synes de at være meget gamle. De ældste Eddakvad stammer fra anden halv- del af samme aarhundrede. Flere af Eddakvadene er rimeligvis blevet til efter kristendommens indførelse, andre er ialfald præget af kristendommen. Snorre Sturlason levede mere end to hundrede aar, efterat kristendommen blev lovtaget paa lsland. For ham, ligesom for os, tilhørte de hedenske guder en svunden tid, selv om Snorre i sit følelsesliv stod oldtiden nærmere end vi. Desuden maa vi buske paa, at de mænd, som skabte Eddadigtene og skaldekvadene, ikke var videnskabsmænd, men digtere. De havde ingen tanke paa at give en nøgtern eller objektiv skildring af vore forfædres gudetro. Deres maal var at give billeder, som kunde fænge eller straale. Vi ved ikke, om de ikke selv har opdigtet, eller ialfald ændret eller stelt paa mangt et mytetræk. Og vi har grund til at tro, at deres gudetro ikke i alle dele var menigmands. Et udsyn og en tanke- dybde, som „Voluspaas“ digter eiede bare faa mennesker. Et digt som det om Haarbard (l-lárbarðsljóð) skildrer modsætningen mellem den hjemmefødte bondemands og den i fremmede lande kjendte kongsmands og vikings guder. Ingen troende asadyrker vilde skam- skjende guderne som Loke gjør i „Lokasenna“. I alle tilfælde kan vi gjennem de gamle kvad ikke naa længer tilbage end til vikingetiden, og vore forfædre havde bodd i Norge mange tusen aar før den tid. Ethvert folks gudetro skifter indhold og form ned gjennem tiderne. Et folk, som lever af jagt og liskeri, dyrker ikke de samme guder som de mennesker, der lever af agerbrug og kvægavl. Derfor kan heller ikke de folk. som bodde i Norge i den ældre stenalder, have havt de samme religiøse forestillinger som menneskene her
