142 . cu1)ETRo, ou1)s1)YR1(E1.SB, ovBR“rRo, monnom gudemyter eier. Vi glemmer dog let, at tankedybe myter som de om Balder og om Odin i galgen kan bare- et folk, som er naadd langt i sin udvikling, skabe. De er ikke‘ begyndelsen;“ de er afslutningen. Slig ser nu de fleste paa l5ddadigtenes og Snorres fremstilling af den norrøne mytologi. Anderledes var det, da stor- mesteren JACOB Gmmm aabnede folkemindernes rige kildevæld og i sin „Deutsche“ Mythologie“ for første gang efter Snorre Sturla- sons tid gjorde vor gamle gudetro til gjenstand for videnskabelig be- handling. Jacob Grimm saa de gamle myter og sagn i romantikens gyldenskjær; han trodde, at alt det som Bddadigtene og Snorre for- tæller, var fællesgermansk eie. Men lidt efter lidt naadde forsk- ningen frem til at indse, at Eddadigtene tilhører den norrøne folkestamme alene, og at de ikke, selv om mange af emnerne er kommet udenfra, fra Danmark, Tyskland og England, kan kaldes hverken nordisk eller germansk fælleseie. Alle Eddakvadene er digtet af norrøne mænd, i Norge, paa lsland, paa Grønland og kanske - for et pars vedkommende - i de norrøne nybygder paa de Britiske Øer; de fortæller bare om nordmænds gudetro, hjemme og i nybygderne. Saa tog SOPHUS BuGGE skridtet fuldt ud. Mod slutningen af l870-aarene gjorde han oprør mod den romantiske mytologi, som paa grundlag af literære og folkelige overleveringer havde opkon- strueret en urgermansk gudehimmel. Han var den første, som klart stillede det spørsmaal: Naar er den mytologi, som Eddadigtene og Snorre fortæller os om, blevet til? Men Bugge gik videre. Han saa ligheden mellem mange af de norrøne myter og kristne fortællinger og græske og romerske gudesagn, og han søgte at forklare denne Overensstemmelse ud fra de historiske forhold i vikingetiden. l-lan mente, at mødet mellem norrøne mænd og franker, angelsakser og irer i Vesterlandene havde havt en overvældende virkning paa ud- viklingen af vore forfædres gudetro i vikingetiden. Derigjennem havde, trodde han, ikke bare kristne forestillinger, men ogsaa græske og romerske sagn og myter fundet vei til Norderlandene. l sine sidste aar vendte ogsaa Sophus Bugge blikket mod syd og begyndte at tro, at religiøse forestillinger kanske alt i ældre tider var vandret nordover fra Middelhavslandenes høiere udviklede kulturer. Bugges syn var historisk; men hans metode var væsentlig sproglig og lite- raturhistorisk. Eftertiden har givet ham ret i endel, uret i andet. 0verensstemmelser med gudetro og gudsdyrkelse i Middelhavslandene skyldes efter de flestes mening langt ældre kulturstrømninger. De
