SPROGET I DEN ÆLDRE JERNALDER 341 kan vi ogsaa følge udviklingen af de andre tegn. Runerne var lige- som i ældre tid inddelt i tre ætter, og hver æt havde sit navn, Frants æt,- Hagals æt og 7’ys æt. Imidlertid udviklede der sig tidlig en endda kortere runeform, „kortkvisttypen“ som den kaldes. Bogstaven h blev skrevet 0, H blev skrevet I-, og i s blev bare den øverste kvist beholdt 1. Kortkvistrunerne udviklede sig tidligst i det østlige Sverige eller paa Gotland. Derfra fandt de med gotlandske farmænd vei til Norge. En af de ældste norske indskrifter med de yngre runer, som vi har, er skrevet med denne slags runer ([“1‘11[“[111-I-, d. e. litilaism)1. Den blev fundet paa en træstang i Osebergskibet. Siden bredte kortkvistrunerne sig opover til Ringe- rike og Valdres og sydover til Jæderen og videre, med farende nordmænd, til Skotland og øen Man, som i det ll. aarhundrede blev et nyt hjem for runeristningens kunst. Foruden de almindelige runer fandtes der ogsaa lønruner, hvor tydningen med vilje var gjort vanskelig. At læse slige lønruner er som at tyde en rebus. Brugen af runer fortsattes langt ned i middelalderen. Enkelte af de senere runeindskrifter har ikke liden historisk interesse 9. V. (iUDE’l’R0, GUDSDYRKELSE, OVER’l’R0, ’l’ROLDOM A. man A3LDRE Tn), BRoNcEAt‘nER, FøRRomERs1( TID aar vi taler om de hedenske“nordmænds gudetro, da tænker vi først og fremst paa Eddakvadenes vakre og dybsindige for- tællinger om Odin, som hang i det vindkolde træ, ofret til sig selv, og om Balder, den unge, rene gud, som ved det ondes rænker skyldløs gik i døden. Vi tænker paa den bundne Loke, som vaan- der sig i smerte. Vi tænker paa Tors kampe mod jøtnerne og paa den vældige strid i Ragnarok og gudernes undergang Disse norrøne myter eier vel ikke den sollyse skjønhed, som er over de hellenske gudesagn. Vi ser ikke tydelig, som var det hugget i marmor, hver guds ansigt Men over de norrøne gudefortællinger er der en tragisk høihed parret med djervt, saftigt lune, som intet andet arisk folks Y ’l’ydningen er uviss, første ord er IitiI, ;,liden“. ’ Endel af de vigtigste norske indskrifter med den yngre rækkes runer er nævnt i 1ste binde 2den afdeling: Gimsøstenen s. 30, Alstadstenen s. 225, ind- skriften paa søljen fra Senien s. 327.
