I4O sPRooBT I oEN .1B1.1)RB Jt-:R131Ai.oER er et tilfælde eller hvad grunden kan være, er ikke godt at sige. I vikingetiden blev derimod runeskriften paany almindelig brugt i Norge, især paa træ og løse gjenstande og senere ogsaa stundom paa bautastene, skjønt den skik at reise runestene til minde om den afdøde i den yngre jernalder var almindeligere i Danmark og Sverige end i Norge. Runerne blev i det 9. og I0. aarhundrede herhjemme især brugt i magiske indskrifter. Men i mellemtiden havde baade skrift og sprog forandret sig. Den ældre rækkes runer med 24 tegn var afløst af den yngre række med bare l6 tegn. Flere af de ældste runetegn var vanskelige at skrive og enkelte lyd brugtes ikke længere i sproget eller behøvede ikke at udtrykkes med særegne tegn. Dette var grunden til, at det gamle runealfabet mod slutningen af den ældre jernalder blev fortrængt af et kortere og enklere. Dette havde l6 tegn, som saa saaledes ud, og hvis navn og betydning var følgende: l 2 D 3 4 5 - 6 xI- ff Du ÞÞ .l§(*)9(§-0) RP l‘R fe ur þurs, þorn öss reið kaun (gods) (støvregn) (trold, tom) (elveos) (ridning) (byld) 7 8 9 l0 ll 2. alt h -l- n l i IV a M -s hagall nauð iss år sol (hagl) (nød) (is) (aar) (sol) l2 l3 l4 l5 l6 3. T t B b P l Y m j„ H (y) týr bjarkan logr maðr ýr (’1’y) (birkeløv) (vand) (mand) (barlind). Denne nye runerække brugtes bare af nordboerne og ikke af nogen andre germanske folk. Hvor de yngre runer er blevet til, om i Danmark, det sydlige Sverige eller paa Gotland, er ikke let at sige. l Norge synes det ikke at være. Derimod ser vi tydelig, at de har udviklet sig af det gamle runealfabet. Ni runer tilhører begge rækker, nemlig PfiþR-I-1T3r. Ogsaa for de andre tegne vedkommende kan vi se, hvordan de lidt efter lidt har udviklet sig af den ældre rækkes runer. Overgangen fra P (a) til P, =1 eller =l= (nasalt a og siden o) i den yngre række er saaledes let at se. Runen ( (k) blev først til Y og siden til P. Paa samme maade
