138 SPROGET I DEN A5l.DRE JERNALDER indskrifter er ofte meget vanskelige at tyde. For det meste er der ikke nogen ordadskillelse; mange ord er skrevet forkortet og ud- tryksmaaden er i det hele meget knap. Desuden indeholder de flere ord, som ikke kjendes fra gammelnorsk. Som prøve paa sproget gjengiver jeg indskrifterne paa den mest kjendte af alle norske runestene, nemlig bautastenen fra Tune i Smaalenene. Den har runer baade paa forsiden og bagsiden. Indskriften paa for- siden læsesI: ek WiWaR afler Wodaride Witadahalaiban : Worahto .“ r[unoR], d. e. „Jeg Viv efter Vodurid lags-fælle’ virkede runer“ eller friere: „Jeg Viv gjorde disse runer til minde om min krigskamerat Vodurid.“ Indskriften paa den anden side af stenen er vanskeligere at tyde; endel ru- ner af første linje (længst tilhøire) er des- uden borte. Denne linje hører sandsyn- ligvis sammen med det foregaaende og har været læst: [afte]R Wodaride .“ staina, d. e. „(og satte) efter Woduride stenen“. Anden og tredje linje udgjør en sætning for sig og læses: þrtjoR dohtriR dalidtm I arbija sijosteR arbijano, d. e. „tre døtre delte arven (som) de nærmest beslegtede af arvingerne“. Ved sit indhold er Tunestenen kanske den merkeligste af alle vor gamle rune- indskrifter, fremforalt fordi den synes at vidne om, at døtre, hvor der ingen sønner var, alt i det 5. aarhundrede kunde arve UfiffV- ɔ1111- sin far. Ogsaa andre af de ældste rune- indskrifter giver oplysninger om Samfundsforhold i Norge paa folke- vandringstiden. De fortæller bl. a. om høvdinger, som har havt rune- kyndige mænd i sin tjeneste. Paa en ljeldvæg ved Valsljorden læser vi saaledes: „Jeg I-lagustald, Godags mand (eller tjener)“9. Eieren I lndskriften paa denne side læses: Først linjen tilhøire ovenfra og nedover og derefter linjen tilvenstre nedenfra og opover. ’ Andre mener, at Witadahalaiban betyder „husbonde“ eller „husherre“. ’ lndskriiten læses: ek hagt1staldiR þe1Vɔf godagas, d. e. „jeg I-lagustald, Godags mand (eller tjener) indridsede disse runer).“ Runesten fra Tune i Smaalenene.
