auNERNB 137 og død. Æ1gammel overtro er det ogsaa. naar Valkyrjen i Edda- kvadet lærer Sigurd Fafnesbane ølruner, brændingsruner, lægeruner, som forløser kvinder i barnsnød, og forskjellige andre kraftig vir- kende runer, og siger, at han skal riste seiersruner paa sverdet og nævne to gange Ty (navn paa guden og paa runen “1“), om han vil vinde seier. Denne overtro stammer fra en tid, da ’l’y og ikke Odin var den øverste krigsgud. Troen paa, at der i runerne bodde overnaturlige kræfter, maa hænge sammen med, at det fra først af bare var nogle faa, som kunde riste dem. Disse mænd var vel fra først af for en stor del ind- vandrede udlændinger; siden var runemestrene for det meste mænd af høi byrd, især prester eller goder. De lod ikke’gjerne menigmand faa del i sin kundskab, og paa den maade blev runerne et hellig sprog, et laugssprog. Dette er vel ogsaa grunden til, at sproget i de ældste runeindskrifter er“det samme baade i Norge, Sverige og Danmark, og at de samme formler gaar igjen rundt om. Og dialekt- forskjelligheder maa der vel alt paa folkevandringstiden have været. Dog blev runerne ikke sjelden brugt alt i den ældste tid her i Norge. Vi finder dem baade paa løse gjenstande og hugget ind i sten. Nævnes kan en spænde fra Fonnaas i Rendalen. lsær er runer almindelige paa guldbrakteater. Disse var jo oprindelig efter- ligninger af romerske guldmynter, saa runerne har vel fra først af paa dem traadt istedenfor den latinske omskrift paa mynterne. Flere gange er der ogsaa fundet runer paa sager, som er lagt i graven med den døde. Vi har foran nævnt benredskabet fra Fløksand og haarpilen fra Ødemotland. Nævnes kan ogsaa et bryne fra en sten- røis paa Hitteren. Men der findes ogsaa fra den ældre jernalder mange indskrifter, som er hugget i sten, baade paa bautastene og paa heller, som er lagt ind i graven, ja endog paa ljeldvægge. At reise runestene til minde om de afdøde, kom tidligere i brug i Norge og Sverige end i Danmark. Men i det 7. aarhundrede ser det ud, som om denne skik igjen gik af brug herhjemme, og først et godt stykke ud i vikingetiden begyndte den paany at komme op. Sproget i alle disse indskrifter er nordisk, forskjelligt baade fra østgermansk (gotisk), som det dog er nær beslegtet med, og fra de germanske sprog, som taltes i Tyskland og England Derimod er der ingen sproglig forskjel mellem de ældste norske, svenske og danske indskrifter-; skillet mellem det maal, som taltes herhjemme i folkevandringstiden og i vikingetiden, har ogsaa været meget stort. Derfor kaldes sproget i de ældste runeindskrifter for amordisk. Disse
