I34 RUNERNE blev runeskriften kjendt i Norge. Først senere og muligens fra Norden af udbredte, synes det, kjendskabet til runerne sig til de germanske folk i Mellem-Europa, og med angler, sakser og jyder kom de til England. l England vandt runeskriften stor udbredelse. Men at den ogsaa var kjendt og brugt af germanerne idet nuværende Tysk- land og Frankrige ser vi bl. a. af et latinsk vers, som Venantius FortunatusI sendte til en ven af sig. Han siger der, at hvis vennen ikke vil skrive paa latin, saa kan han skrive med „barbariske runer“ paa trætavler eller paa en glat træstav. Her nævnes ordet „rune“ og en skik, som brugtes langt ned i tiden, nemlig at riste runerne paa et „runekjevle“. Hermed menes smaa -træstykker, oftest cylinder- formede, men kanske med en glat flade til runerne Slige rune- kjevler brugtes især i det I3. aarhundrede. l Egils saga fortælles det, at da Egil Skallagrimsson havde mistet sin søn Bodvar og vilde dø, bad hans datter ’l’orgerd ham om først at digte et mindekvad; saa skulde hun riste det paa et kjevle efter sin fars diktat. Efter dette digtede Egil sit navngjetne „Sønnetabet“. Om denne fortælling er historisk, er kanske tVilsomt. Selve ordene „bok“ og „bokstav“ minder endnu om de fierne tider, da folk herhjemme skrev med runer. Ordet „bok“ er etymologisk det samme som trænavnet „bøk“ og har fra først betegnet et bøketræskjevle; „bokstav“ be- tyder oprindelig en runestav, som blev ridset ind paa dette. -- Paa lignende vis er ogsaa ord for „bok“ i latin, græsk og sanskrit opstaat. - Det et intet tilfælde, at mellem de ord, som i gammel- slavisk er laant fra gotisk, er ogsaa bak):, af gotisk boka, „bokstav“. Følger vi runeskriftens udbredelse, da ser vi tydelig, at den maa være opfundet hos goterne ved Sortehavet, kanske alt i det 2. aar- hundrede e. Kr., men muligens først i det følgende aarhundrede; thi enkelte forskere har ment, at nogle af de gotiske runenavne er omtydninger af bogstaVerne, som goterne lærte af kristne fanger fra l.illeasien. Goterne var i det sydlige Rusland udsat for paavirk- ning baade fra græsk og romersk kultur. Paa l(rim var der æld- gamle græske nybygder, og i det nuværende Rumænien sad der fra Trajans tid romerske kolonister. Under denne dobbelte paavirk- ning opstod runerne. Ser vi paa de enkelte runetegn, da bliver vi ogsaa straks opmerksom paa, at de har lighed med bogstaverne baade i det græske“og i det latinske alfabet. Vi ser denne lighed tydelig i runetegn som fi(lR. Enkelte runer som (, R og fi stam- mer fra det latinske alfabet; men de fleste runetegn lader sig bedst Z Venantius Fortunatus var i slutten af det 6. aarhundrede biskop i Poitiers.
