100 JERNA1.1)EREN Belgrad, sendt bud til keiser Justinian og bedt ham om at give dem en høvding. Keiseren sendte dem en eruler, som længe havde opholdt sig i Byzanz. Han hed Svart-ua („den sorte hubro“) og maa vel have været i slegt med den dræbte kong 0chon. Men da saa Todasios fra Thule nærmede sig, gik alle erulerne om natten over til ham, og Svartua maatte vende tilbage til l(onstantinopel. Siden sluttede erulerne sig sammen med gepiderne. Endel af dem maa dog være blevet igjen paa Balkanhalvøen, rimeligvis er ogsaa nye skarer kommet til. Endnu omkr. 55O bodde der eruler omkring det nuværende Belgrad. De tjente i den østromerske keisers hær og var med i krigene baade mod perserne, vandalerne og goterne. Den sidste vandalerkonge Genserik sendte bud til den kjække erulerhøvding Faras og bad om et brød, en svamp og en cithar, for- at han til den kunde synge om sin ulykke. Det er fortællingen om dette, som i digtningen er blevet til Gunnar, som spiller paa harpe i ormegaarden. Erulerne stod ved denne tid under flere førere og hørte til keiserens tapreste soldater. De kan ikke have været saa helt faatallige. Thi Svartua, som vi ovenfor har nævnt, førte siden en afdeling eruler mod sine landsmænd og de med dem forbundne gepider. Det kom til en haard kamp, hvor romerne og deres for- bundsfæller langobarderne seirede. Men senere fulgte 3000 eruliSke ryttere med Narses til ltalien, hvor de sammen med langobardiske hjælpetropper kjæmpede mod goterne. Efter denne tid hører vi ikke mere om erulerne. l ltalien, hvor der helt siden 0dovakers dage bodde flere af dem, smeltede de sammen med langobarderne. Den sidste eruler, som kjendes, var rimeligvis langobarderkongen Rothari (636), han var, heder det, „en horde [eller haruder (Arodas)] af slegtI“. Hvad Prokop fortæller om erulernes skikke og seder, stemmer med hvad vi ved om nordboerne i almindelighed. De dyrkede mange guder og trodde, at det var en hellig pligt at vinde disses gunSt ved menneskeofringer. Naar folk var blevet gamle eller syge, maatte de bede sine paarørende om at hjælpe dem ud af livet. Disse stablede da op en stor haug med ved og lagde manden ovenpaa denne. Saa lik de en eruler, som ikke var af slegten, til at dræbe ham med en dolk. Derefter blev den døde brændt paa et stort baal, og benene blev lagt i jorden. „Naar en eruler døde, maatte hans hustru, som vilde vise sin dyd og efterlade sig et godt rygte, ikke længe efter ende sit liv ved at hænge sig paa mandens grav- haug. Gjorde hun ikke det, mistede hun i fremtiden al agtelse og I Mellem erulerne var der, som ovenfor nævnt, vistnok baade danske og norske horder.
