Haakon jarl ikke havde været, vilde der ingen nærmere være til som jarl at styre landet end Einar selv. Dette vink saa ud til at skulle faa aktuel betydning allerede halvandet aar efter. Sommeren 1029 havde Knut kaldt sin norske jarl, Haakon af Lade, over til England, hvorfra tilbagereisen til Norge blev udskudt til henimod juletider. Senere hørte man intet hverken til skib eller jarl; men der synes at være gaaet uklare rygter om, at Haakon var dræbt paa Orknøerne eller skibet gaaet under paa den urolige aarstid i disse øers farlige farvande. Der ymtedes ogsaa om, at Knut under paaskud af en kongelig sendefærd andetsteds hen havde ladet ham gaa i landsforvisning. Kongen skulde nemlig have havt ham mistænkt for hjemme i Norge at ville gjøre sig uafhængig, — en urimelig tanke, som Haakons hele stilling paa det stærkeste maatte modsige, idet baade han og lendemændene ligeoverfor det forudseelige angreb af den landflygtige kong Olav netop var henviste til at holde sig oppe ved Knuts hjælp. I ethvert fald var Ladejarlernes sidste mandlige ættling med Haakon gaaet til grunde under omstændigheder, som hos adskillige har gjenkaldt mindet om hans far Erik jarls aldrig helt opklarede endeligt.
Einar Tambarskjælver saa sig følgelig stillet overfor den mulighed, at kong Knut i følge sin tidligere antydning nu kunde ville vælge ham selv, Ladeættens utvilsomt mægtigste maag, til jarl og saaledes gjenopvække ættens ældre, med Danmarks saa nær forbundne politik i en ny, livskraftig fortsættelse. Den fyrstelige jarleværdighed vilde paa denne maade gaa over fra ætten paa Lade til ætten paa Gimse. Ved den dæmrende udsigt hertil faldt Einar Tambarskjælver i sit livs store fristelse. Han har enten ikke villet tro paa hine rygter om kong Knuts ønske at blive Haakon jarl kvit, eller han har maaske intet hørt om dem, før han selv kom over til England. Men derhen drog han altsaa vaaren 1030 for at fremstille sig for kong Knut som ansøger til jarledømmet og med den selvforstaaelige hensigt i saa fald at erklære sig beredt til at gjenoptage Ladejarlernes traditionelle, unationale, mod Danmark ludende politik. Han mødte imidlertid fra Knuts side en tilsyneladende venlig, men bestemt afvisning. Kongen lagde ikke skjul paa, at Haakon jarls død forsaavidt var kommen ham beleilig, som det nu var hans hensigt at overlade sin egen søn Svein kongedømmet i Norge. Nogen gjentagelse af sin farfar Harald Blaatands forsøg paa til stadighed at lade Norge styre gjennem en norsk født jarl af Ladeætten ansaa kong Knut det tydeligvis uklogt at indlade sig paa. Og dermed blev det. Einar maatte svælge sin harme.
