Men at han straks var paa det rene med, at Knytlingernes herrevælde i Norge ikke videre skulde faa hans understøttelse, fremgaar deraf, at han sørgede for at komme hjem saa sent tid paa sommeren, at aarets store begivenhed, kampen mellem bønderne og kong Olav, allerede havde fundet sted, uden at han selv havde behøvet at deltage deri, en beregning, som snart skulde vise sig meget hensigtssvarende.
Til klarere belysning af Einars beilen til et norsk jarledømme under dansk overhøihed bør imidlertid endnu tilføies, at hans høibaarne hustru Bergljot var en kraftig og viljesterk kvinde, der bevarede disse egenskaber op i sin høie alderdom. Som Ladeættens sidste skud har hun visselig ikke undladt at drømme den fortsat gjennem sin egen linie og at fremholde tanken herpaa, maaske ikke altid paa den behageligste maade for den ikke fyrstebaarne Einar. Men ikke mindre maa Bergljot ogsaa være kommet til at dele sin mands mistro til kong Knuts ærlighed og skuffelsen over kong Sveins indsættelse.
I løbet af den følgende vinter antog Trøndernes misnøie med fremmedherredømmet stedse mere præget af anger over at have slaaet kong Olav ihjel. Man begyndte at betragte ham som en martyr der var falden for sin tro. Han maatte være en hellig mand, og der taltes med voksende sikkerhed om undere, der skulde have tildraget sig lige efter hans død eller naar han i bøn paakaldtes. Den store solformørkelse var et grangiveligt tegn paa Guds vrede. Olavs vigtigste modstandere maatte høre bebreidelser, medens Einar Tambarskjælver gjorde sig til af, at han ikke havde været med blandt dem. Især gik det ud over den danske biskop Sigurd. Ligeoverfor ham blev stemningen efterhaanden saa truende, at han fandt det raadeligst at fortrække og ty over til England, hvor han ikke vil have undladt at afgive behørig indberetning til kong Knut. Denne var imidlertid i stigende grad optagen af forholdene derover og de skjærpede vanskeligheder, som trak op fra hertug Robert af Normandiets side. Med ham kom det i 1033 endog til aaben ufred. Knut maatte derfor i det væsentlige overlade til Alfiva selv at greie de norske anliggender, som bedst hun kunde.
Under disse omstændigheder var det, at Einar Tambarskjælver fandt tiden inde til at tage fat.
