ord — han var en noksaa vakker gut og hverken slem, grusom eller pengekjær — maa moderen Alfiva i sagaerne holde desto mere for. Hun kaldes, vistnok med en spottende hentydning til sin kongelige elskers bekjendte tilnavn, den «mægtige» (hin rika), og som hersker søgte hun da ogsaa at optræde. Men denne tiltagsomhed var ikke — parret med evnen til at indgyde personlig respekt — Selv i hendes hjemland, England, hvor dog hendes slægt — hun var datter af en «oldermand» (d. e. nærmest jarl) i Northampton — var vel anseet, berettedes der stygge ting om hende. Navnlig skulde hun trods sit lange frilleliv med kong Knut ikke selv være mor til de to gutter, der kaldtes hendes sønner, Harald Harefot og Svein. Disse, hed det, havde hun understukket for at bevare sin indflydelse, og man vidste endog at fortælle, at Harald var søn af en skomager, Svein af en præst. Hvormeget sandt der hen var, er dog høist uvist, og at Knut selv ikke har troet paa bagvaskelsen, fremgaar af hans hele holdning. Men at man overhovedet i de bredere lag kunde tiltro hende sligt, vidner ufordelagtig om den tillid, hendes karakter indgav. Heller ikke i Norge forstod hun at vinde folk for sig, saameget mindre som Nordmændene var uvante med at se kvinder tage sig af statssager og optræde forhandlende paa thinge. Det eneste nogenlunde passende forbillede man kunde henvise til, var den berygtede Gunhild kongemoder, og man var da heller ikke sen med at udfinde ligheden. Der var desuden en anden betænkelig overensstemmelse med Gunhildssønnernes dage i de uaar, som efterfulgte hinanden ogsaa i Alfivatiden:
heder det i et vers, der tillægges Sigvat skald.
Alfivas betydeligste raadgiver var i begyndelsen en dansk biskop SIGURD, som allerede forud for hende af kong Knut var bleven sendt op til Trondhjem. Det er vistnok ham, som har været overbringeren af kong Knuts anvisninger med hensyn paa landsstyret. Biskop Sigurd har været en ganske kraftig personlighed, og hans tale til bønderne før Stiklestadslaget, hvori han søgte yderligere at opflamme deres fiendskab mod kong Olav, røber baade klogt og fynd. Men som den nærmeste ophavsmand til mange nye lovbud tabte han hurtig mængdens øre og maatte finde sig i, at uvillien mod Alfiva gled over paaham.
