an paa at vinde almuens gunst, opnaaede denne ved at give slip paa dem. Som lovmedholdelig vedtagne paa rigets lagthing, ansaaes de nemlig ikke bortfaldne uden videre med det danske herredømme. De maatte efterhaanden igjen udtrykkelig afskaffes gjennem fælles beslutning af konge og folk, og enkelte af dem forblev endog i kraft lige ned til begyndelsen af det næste aarhundrede. Naar P. A. Munch derimod har villet hævde, at samtlige disse i Norge nyindførte love og skatter kun dannede et eneste fælles udtryk for kong Knuts oprettelse af en saakaldt «feudalforfatning» i riget, saa bygger denne hos nævnte forsker saa stærkt fremtrædende opfatning paa nu forlængst opgivne forudsætninger. Ligesaa lidt som det egentlige lensvæsen var herskende i Danmark paa Knut den mægtiges tid, søgte hans stedfortrædere i Norge at indføre det her. De indskrænkede sig som sagt til at gjøre gammel dansk kongsret gjældende ogsaa i kong Knuts nyerhvervede rige.
Folkekjær kunde det fremmede herredømme under disse omstændigheder ikke blive. Man begyndte at drage jævnførelser med tilstanden under den sidste norske konge. Det kunde overhovedet alene bidrage til at forøge misnøien, at det var udlændinger, som forelagde folket disse nye betingelser. Nationalfølelsen, som blot havde havt en langsom vækst i Norge, var under de to Olaver bleven betydelig styrket, og der skulde nu bare et forholdsvis lempeligt tryk udenfra, før den vaagnede til fuld bevidsthed. Skjønt Danerne ikke paa langt nær regjerede saa udfordrende i Norge som de selv eller senere Normannerne i England — der var hverken spørgsmaal om udredelse af Dane-gjæld eller personforfølgelse af grovere art —, saa stak allerede det danske krigerfølge, som omgav den unge konge til beskyttelse af ham og hans myndige mor, de misfornøiede i øinene. At følgets medlemmer — i lighed med, hvad regelen overalt og til alle tider efter sagens natur maa være til fordel for ethvert konstabelkorps — skulde staa til troende, naar den enkelte af dem afgav rapport om forefaldne optøier, sammenstød mellem danske og norske el. lign., bragtes i tendentiøs forbindelse med det gamle retsordsprog, at to vidner er saa gode som ti, og saa løb det rundt, at ifølge kong Sveins nye love var en eneste dansk mands vidnesbyrd saa godt som ti Nordmænds. Dermed var da i folkemeningen karakteren af disse love given.
Heller ikke synes den unge konges omgivelser at have været synderlig skikkede til at vinde yndest blandt Nordmændene. Medens det lille, man erfarer om Svein selv, i ethvert fald røber et sundt og sagligt blik, og der i det hele om ham ikke udtales et dadlende
