synes, særlig i farten paa Island, at have givet regelen udvidelser. Ogsaa paa andre næringsveie lagdes der skat: fiskerne skulde udrede landslod, bønderne forskjellige mindre naturalydelser, hvis tvungne karakter dog søgtes skjult under den forskjønnende benævnelse «julegaver» til kongen. Jordgravet gods erklæredes at skulle tilhøre kongen istedetfor finder og grundeier. Ligeledes maatte bønderne forpligte sig til at opføre de bygninger, som kongen ønskede paa sine gaarde, et forlangende som maa være faldt dem meget tungt for brystet.
Endelig er der spor af, at Danerne har ladet foretage en eller anden omordning af den norske sjøværnepligt; men hvori den har bestaaet er ikke klart. Paa den ene side er den bestemmelse, som henføres til dem, i det væsentlige den samme som vedblev at gjælde senere, nemlig at en ledingsmand skulde stilles for hvert 7de menneske, alene med den forskjel, at i de 7 ifølge Svein Alfivasons love blot skulde regnes børn fra femaarsalderen, medens det strengere krav paa at tælle med alle børn over 2 vintre i de yngre norske love staar angivet som det (senere) endelig vedtagne. Paa den anden side var jo ledingen allerede indført under kong Haakon Adelsteinsfostre og denne maa følgelig ogsaa have faaet fastsat i ethvert fald et nogenlunde tilsvarende udbud.
Det fulgte af sig selv, at Nordmændene ikke likte disse nye love og paalæg. Navnlig havde de vanskelig for at forsone sig med de nye eller forøgede afgifter. Der murredes om undertrykkelse og pengegridskhed. «I Alfivatiden leiede fiskerne sjøen», hed det senere. Man sigtede dermed til erlæggelsen af landslodden, 5 fiske af enhver, som drog tid paa havfiskeri. Det var den samme tankegang, som almuen havde havt halvandet hundrede aar tidligere i anledning at Harald Haarfagres skattepaalæg. Dengang opfattede man skatterne som en betaling, enhver maatte udrede til kongedommet for at faa lov til at drive sin næring og særlig bonden sin gaard. Herved paastod den sidste at være sunken ned til at leie gaarden af kongen, og det ord løb vidt om land og fulgte med de forbitrede udvandrere til Island, at kong Harald havde taget eiendomsretten («odelen») fra bønderne og gjort dem til sine leilændinger. En lignende hadefuld fortolkning synes under Alfivas styrelse kun at være bleven anvendt paa havfiskernes udredsel af landslod, og her var den saameget mere nærliggende, som der neppe kan være tvil om, at i Danmark havstrækningerne virkelig anerkjendtes at tilhøre kongen.
Men at ogsaa de øvrige under kong Svein oppebaarne afgifter var høist uvelkomne, ser man bedst deraf, at senere konger, som lagde
