Den selvsagte nærmeste følge af det norske kongevældes nederlag og kong Olavs fald var, at den dansk-engelske konges stedfortrædere satte sig i besiddelse af regjeringsmagten.
Allerede tidlig paa aaret havde kong Knut tilkjendegivet som sin beslutning, at hans frillesøn SVEIN, skjønt endnu bare en gut i opvækstaarene, skulde have kongedømmet i Norge. Fra Jomsborg, hvor Svein i nogen tid havde baaret jarlenavn under formynderskab af sin engelske moder Ælgifu eller, som Nordmændene kaldte hende, ALFIVA, begav søn og mor sig derfor hurtigst op til Norge. De ledsagedes af en større dansk flaade under førelse af ingen ringere end Danmarks egentlige styrer paa dette tidspunkt, underkongen Hardeknuts formynder, HARALD THORKELLSSON JARL. Paa Stiklestadslagets tid var toget rukket op til Viken, hvorfra det fortsatte vest- og nordover langs kysten. Overalt blev Svein paa de sammenkaldte thing hyldet som Norges konge. Vestenfjelds maa han særlig have fundet støtte hos ERLING SKJALGSSONS sønner paa Sole med deres udstrakte forbindelser paa Rogaland og Hørdaland. Ud paa høsten naaedes Trondhjem, hvor hyldingen er bleven foretaget paa et indkaldt Ørething.
Saa langt var alt lykkedes. Men straks efter begyndte ogsaa modsætningerne mellem norsk og dansk at vise sig. Øiensynlig efter kong Knuts eget udtrykkelige ønske gik de nye magthavere i vei med at udruste det norske kongedømme med de samme rettigheder og indtægter, som den danske konge fra gammel tid sad inde med, og som fra dansk synspunkt var uadskillelige fra kongemagten. Saameget rimeligere kunde det synes, at kongen i disse henseender stilledes lige i begge lande, som Svein Alfivason kun var sin Fars underkonge. De vigtigste af disse bestemmelser, hvis formelle vedtagelse maa være bleven dreven igjennem paa lagthingene, gik som antydet ud paa i en eller anden retning at skaffe kongen øgede indtægter. Navnlig var det i saa henseende et betydningsfuldt tiltag, at enhver drabsmand herefter skulde have forbrudt al sin eiendom, derunder ogsaa sit faste gods. Ifølge ældre norsk ret havde dette kun gjældt for de egentlige æreløse morderes vedkommende saavelsom for saadanne, der med dem ligestilledes som «nidinger», særlig høi- og landsforrædere. Forøveren af et almindeligt drab, der fremdeles betragtes som personlig fuldt hæderligt, havde derimod sluppet med at erlægge «thegngilde» (d. e. erstatning for tabet af en undersaat) til kongen og havde iøvrigt været henvist til, saa godt han kunde, at forlige sig med den dræbtes ætt. Da simple drab endnu var en dagligdags foreteelse i datidens norske samfund, maatte det virke i høi grad forstemmende, at saa mange gaarde, som det her i tidens løb vilde blive tilfældet med, skulde gaa over i kongens eie, ikke at tale om, at det var et stort spørsmaal, hvorledes en saadan ny lovregel lod sig forene med ættens ideelle medeiendomsret (odelsret) i gaarden, der praktisk fremtraadte som arve- og indløsningsret. Straffebudet skjærpedes yderligere ved en anden bestemmelse, gaaende ud paa, at enhver arv, saaledes ogsaa af jordegods, der tilfaldt en fredløs mand, skulde tilhøre kongen, medens den hidtil over den fredløses hoved var gaaet til næste arving. Karakteristisk nok tilføier sagaen forøvrigt, at disse strenge strtffe forbedrede retstilstanden i landet: «for hver mands liv var der god fred.»
Dernæst var det især de nye baand paa samfærdselen med udlandet, som forargede. Man skulde overhovedet fra nu af have kongelig tilladelse til at drage udenlands; i modsat fald var ens eiendomme hjemfaldne kongen. Af ethvert paa udlandet farende skib blev der at erlægge en art skibsafgift, af enhver person told. Det sidste var rigtignok neppe noget nyt paabud; men de danske magthavere
