vigtigste og vægtigste ting, medens de til gjengjæld i matende enkeltheder lægger os fortællingerne tilrette som et overmaade fængslende underholdningsstof, saa eier dog i samlet sum intet andet middelaldersk folk — ikke engang Islændernes eget faatallige fristatssamfund undtaget — en saa fyldig og vel udarbeidet fremstilling af sin historie som hin tids Nordmænd. Trods alle indvendinger rager kongesagaerne som historiske kilder op over det øvrige Europas analistiske eller krønikeartede meddelelser ligesaa høit som det oldislandske forfatterskab som helhed hævder sin overlegenhed overfor enhver anden middelaldersk literatur før Dante. Men hertil kommer, ar netop det mest aabenbare hul i sagaernes Norgeshistorie, nemlig deres bristende blik for samfundslegemets indre struktur og funktionering, folkets økonomiske tilstande og retslige vilkaar, i særdeles væsentlig udstrækning udfyldes ved hjælp af Norges egne bevarede, forholdsvis meget udførlige og oplysende lovværker, hvortil heller ikke datidens Europa, i ethvert fald udenfor det skandinaviske Norden, kunde opvise noget egentlig og kildemæssig tilsvarende. Alt i alt maa derfor Norges historie i sagatiden erkjendes at besidde er almengyldigt værd, som giver den krav paa opmærksomhed ogsaa af andre end patriotiske grunde.
