i rækken af de kristne kultursamfund. Stod det end fremdeles tilbage i begge retninger, baade den nationale og den kristelig-civilisatoriske, at trække saagodtsom samtlige, baade nærmere og fjernere konsekvenser, saa var dog de nyantagne principer selv engang for alle fastslaaet og dannede herefter de uforbigjængelige udgangspunkter for den videre udvikling, det anerkjendre grundlag for enhver fortsættelse i fred eller strid.
Det folk, hvis opgave det blev saa pludselig og hurtigst gjørlig at tilegne sig grundelementerne i den syd- og sydostfra stammende middelalderske verdenskultur, var det nordligst boende af hele den ariske folkeætt og følgelig ogsaa af dennes germanske gren. Nordgrænsen for Nordmændenes sammenhængende bebyggelse af sit land kan for middelalderen drages ved fjorden Malangen under 69½ grads bredde, medens riget mod syden strakte sig ned til det daværende Danmarks nordligste spidser, idet det i sydost ved Gøtaelven kun skiltes fra Nordhalland ved en ganske smal strimmel af det svenske Vestergotland, og i sydvest Lindesnæs omtrent ligger paa samme bredde, hvortil Jylland ved Skagen naar op. Af andre germanske folkefærd var det saaledes alene Svensker og Islændere, hvis landomraader delte en høinordisk beliggenheds mangler og fordele med Norges, omend hverken Island eller den nordligste bebyggelse i det daværende Svearike gik op nordenfor polarcirkelen. Ikke mindst denne stærkt nordgaaende bosættelse er det imidlertid, som fra et universelt synspunkt giver Nordmændenes historie i middelalderen en mere almen interesse. Derved fremkaldtes et desto senere og seigere, omend ingenlunde i løbet af de forudgaaende tidsaldre helt uforberedt sammenstød mellem den sluttelig seirende, kristelig europæiske civilisation og de ledende tanker, som det oldgermanske, hedenske samfund længst muligt søgte at praktisere, og som i det høie nord førte sin mest selvstændige tilværelse og havde sin sidste tilfiugt. Det er dette mangeleddede sammenstød, snart realpolitisk og institutionelt, snart religiøst, personalhistorisk og individuelt farvet, mellem to i sit inderste væsen fiendtlige livsanskuelser, der forlener skildringen af den norske sagatid med saa megen episk kraft og ikke sjelden med en gribende dramatisk virkning. Islænderne skylder vi i alt hovedsageligt udformningen og opbevarelsen af berettelsen derom. Har end deres norske kongesagaer sine for denne art literatur eiendommelige begrændsninger saavel i henseende til fuld historisk troværdighed som til detaljeret kjendskab til Norge og norske forhold, og tier de ogsaa ofte haardnakket just om de
