Fra Stiklestadslaget vendte de seirende bønder tilbage til sine hjemstavne uden seiersstemning. Det var vitterligt for dem alle, at de ved at fælde kong Olav havde hjulpet til at styrke Danernes herredømme i Norge. Lidet udviklet som nationalfølelsen endnu var, kunde det dog ikke undgaaes, at denne uberømmelige kjendsgjerning sprang i øinene og vakte tvil om udfaldets glædelighed. Og til usikkerheden i saa henseende sluttede sig en voksende overbevisning om, at kongen havde kjæmpet for en hellig sag og var faldt som en hellig mand. Allerede umiddelbart efter slaget var herom fornummet dunkle antydninger, som maa være tiltaget i fasthed under beklemte samtaler paa tilbagefærderne sørover og nordover langs kysten. Neppe var saa de, som havde længst vei, rukket hjem, før en total solformørkelse (den 31. august) bragte selv de freidigere til i et sligt under at mistænke et udtryk for himmelens misbilligelse. Og sagndannelsen tog øieblikkelig fat. Ude paa Island, hvorhen efterretningerne ikke kan være naaet før næste sommer, bandt sagafortællingen straks de to begivenheder, kongens fald og bælgmørket, saa uopløselig sammen, at det først er lykkedes den moderne historiske kritik at paavise deres adskillelse i virkeligheden ved vel en maaneds mellemrum.
Ud fra slige blandede følelser i folkedybet skjød de nærmest følgende aars tildragelser frem som lettelser af et tryk, — den høitidelige vedtagelse af kong Olavs martyrskab, den hurtig tiltagende misnøie med fremmedvældet, reisningen mod dette og udraabelsen af helgenens unge, eneste søn til landets rette konge. Overhovedet medførte aarene 1030—1035 en dybtgaaende omvæltning i folkets hele opfattelse af sine offentlige anliggender. Det blev en opvaagningens, eftertankens, samlingens og grundlæggelsens tid. Gjennem stammernes og landsdelenes, af forholdene fremtvungne samfølelse modnedes folket til en nation, hvis selvstændighed det ligeoverfor udlændingers krav paa overhøihed blev pligt og hæder at opretholde. Og denne vaagnende nation traadte samtidig, ved at underkaste sig Olavsdyrkelsen og endelig at befæste den af helgenen forkyndte religionslære, ind
