regjering måtte ta afsked, fordi de ikke var enige i overenskomsten, og da man frygted for at også andre af regjeringens medlemmer stod kjølige dertil, dannedes ved valgene høsten 1903 et nyt flertal, af hvilket udgik en i udpræget grad forhandlingsvenlig regjering med det konservative partis leder, Hagerup, som premierminister.
I Sverige blev derimod overenskomsten ikke modtat med samme tilfredshed, og deri ligger vel nærmest forklaringen til at den svenske regjering og særlig dens chef snart viste en aftagende lyst til at nå en endelig overenskomst.
Dokumentet af 24 mars 1903 blev i december s. å. officielt godkjendt af kongen i overvær af og efter råd af begge landes regjeringer, som fik i opdrag at fortsætte forhandlingerne på det saledes givne grundlag. Der forudsattes udarbeidet organisations- og budgetforslag for særskilt konsulatvæsen, som kunde forelægges for nationalforsamlingerne samtidig med de omhandlede ligelydende love. Sådant organisations- og budgetforslag er i henhold hertil i Norge udarbeidet ved en dertil nedsat komite, og forelå færdigt 31 december 1904. Det vides derimod ikke at nogen tilsvarende forføining endnu er blit truffet i Sverige.
Den norske regjering fremla, i mai 1904, et forslag til de ligelydende love, som var udarbeidet i nøieste overensstemmelse med den foreløbige overenskomst af mars 1903. I dette for-
