slag var særkonsulernes forhold til udenrigsstyret og gesandtskaberne reguleret ved en række af bestemmelser. Således om ubetinget pligt for særkonsulerne, i sager som har antat eller forudsees at ville anta en diplomatisk karakter, til at efterkomme forespørsler og anmodninger fra udenrigsministeren; om at konsul i det land hvor han er ansat, som regel ikke må træde i forbindelse med statens centralmyndigheder, navnlig ikke med det fremmede udenrigsstyre, kort sagt regler som strengt begrænser konsulernes virksomhed, samtidig med at kontrollen med dem henlægges til norsk myndigbed.
Den svenske regjering undgik i længere tid direkte besvarelse af dette forslag, men i mellemtiden blev ved den svenske ministerchefs optræden, forhandlingernes ophavsmand og egentlige bærer fra svensk side, udenrigsminister Lagerheim, tvunget til at ta afsked. Derefter tog premierministeren, Boström, forhandlingerne i sin hånd, og fremkom endelig i november 1904, et halvt år efter at det norske forslag var fremsat, med en fremstilling af forskjellige «grundprinciper» for de nævnte love. Han opstilled her pludselig en række krav som stod i bestemt strid med den trufne aftale. I sit svar herpå til den svenske regjerings chef (af 26 november 1904) udtalte den norske statsminister, dr. juris Hagerup, om et af disse krav, at det vilde «efter almindelige stats- og folkeretslige principer påtrykke Norge et lydrigestempel» — og «i national hen-
