Derefter blev på dette grundlag ført forhandlinger mellem medlemmer af de norske og svenske ministerier. Dette førte til en overenskomst formuleret i et dokument af 24 mars 1903, hvori de svenske underhandlere bl. a. udtalte, at «det har vist sig ikke at være umuligt under visse forudsætninger at anordne et system med særkonsuler for hvert rige, som samtidig med at tilfredsstille de fra norsk side udtalte ønsker, ligeledes turde kunne bortrydde de væsentligste af de fra svensk side nærede betaenkeligheder.» Videre udtales i dokumentet, at de svenske underhandlere hadde fundet «at kunne tilråde et opgjør på følgende grundlag:
1. Der oprettes særskilt konsulatvæsen for Sverige og for Norge. Hvert riges konsuler hører under den myndighed i hjemlandet, som dette for sit vedkommende bestemmer.
2. Særkonsulernes stilling til ministeren for de udenrigske anliggender og gesandtskaberne ordnes ved ligelydende love, som ikke kan ændres eller ophæves uden samtykke af begge rigers statsmyndigheder.»
Denne overenskomst blev undertegnet af den svenske premierminister Boström, udenrigsministeren Lagerheim, den norske premierminister Blehr samt flere andre ministre. Den blev gjennemgående modtat med stor tilfredshed i Norge, og det blev her gjort alt for at sikre de fortsatte forhandlinger et godt resultat. To medlemmer af den daværende norske
