en fremmed magt (Danmark i 1822); han anvendte da i virkeligheden et norsk statsrådsmedlem som norsk udenrigsminister, og dette tilfælde er således prsecedens for at en sådan ordning er mulig.
Det synes rimelig, at fællesskab i krig og fred også må medføre et visst fællesskab i udenrigspolitik i engere forstand, og dette har heller ikke fra noget hold været benegtet; men rigsakten har undladt at gi regler for udenrigsstyret, hvorved dette fællesskab kunde sikres. Det kan synes besynderlig, at et så vigtigt spørgsmål ikke omtales; at opfatte denne mangel som fremkommet ved en forglemmelse, er selvfølgelig ikke mulig, selv om det har været forsøgt fra enkelte hold. Grunden må vel nærmest søges deri, at den norske grundlov har overladt de udenrigske sager til kongen personlig, men dette er en ordning mellem den norske konge og det norske folk, som ikke binder os overfor Sverige.[1]
- ↑ Til støtte for den opfatning, at de to lande alene kan ha én udenrigsminister har man fremholdt, at der i rigsakten, hvor den fastsætter regler for interimsregjeringen under tronledighed, alene omtales én udenrigsminister. B. Getz (a. st. s. 175) har fremholdt at dette ikke er af betydning for de omhandlede spørsmål. Da interimsregjeringen er en unionel regjering, som endog i landenes rent indre anliggender træder i de særskilte regjeringers sted, var det selvsagt, at også alle udenrigske sager måtte her behandles unionelt. Da den frihed som den norske grundlov gav kongen til at benytte endog ganske private hjælpere til at behandle udenrigssager, ikke kunde opretholdes,
