begge lande. Dette program med en fælles-minister vilde imidlertid ikke nu kunne regne på støtte fra nogen nævneværdig del af folket, det er således hos os, praktisk set, et forladt standpunkt, som derimod synes at være optat af et stort parti i Sverige. Hovedvanskeligheden ved dette program er, hvordan en minister skal kunne være effektivt ansvarlig overfor to lande; skulde denne ansvarlighed ikke bli stående bare på papiret, vilde den let kunne bli en kilde til uheldig splid.
Det er i ethvert tilfælde sikkert, at Norge ikke ved rigsakten er bundet til at benytte den svenske udenrigsminister. Benyttelsen af ham, ved besørgelsen af norske udenrigske anliggender, hviler alene, som ovenfor omtalt, på den norske konges ret efter Norges grundlov til selv at bestemme disse sagers behandlingsmåde. Da udenrigsministeren derfor ikke har vøret betragtet som konstitutionel rådgiver, har hans rolle i virkeligheden nærmest været begrænset til repræsentationen overfor udlandet og til at formidle forhandlinger med dette, mens selve sagen er blit afgjort i udelukkende norsk statsråd efter foredrag af en norsk departementschef. I ældre tider gav kongen hyppig i sådant statsråd ligefrem palæg til udenrigsministeren, som på den anden side nu og da kaldtes til deltagelse i dets forbandlinger.[1] En gang forbigik kongen helt den svenske udenrigsminister ved ratifikationen af en traktat med
- ↑ B. Getz, a. St. s. 176.
