Det bør fremhæves, at den ovenfor skildrede ordning, hvorefter den svenske udenrigsminister midlertidig varetar også Norges diplomatiske anliggender, ikke har medført at Norge og Sverige overfor andre magter er smeltet sammen. Det har tværtimod altid været erkjendt, at hvert af rigerne ensidig kan optræde som folkeretsligt retssubjekt, og på egen hånd afslutte traktater med fremmede magter. Hvor rigernes interesser har faldt helt sammen, f. eks. ved rent politiske traktater, har de pleiet at optræde i fællesskab. Hvor derimod det ene rige har hat særinteresser at vareta, har det — mest i de senere år — afsluttet traktat alene. Såvel Norge som Sverige har således en mængde
når der ingen regjerende konge var, og da den samme frihed ikke gjaldt i Sverige, så la det når at henlægge foredraget af samtlige udenrigssager i dette unionelle kollegium til en af de svenske kolleger, som i embeds medfør hadde stadig befatning med sådanne. Efter det norske stortings eget forslag fastsatte derfor rigsaktens § 7, at foredraget sker af den svenske hofkansler, i hvis sted senere udenrigsministeren er trådt, ligesom ogsa foredraget af andre, ellers under kongen selv nærmest henhørende fællessager, ligeledes efter stortingets forslag, blev henlagt til samme svenske embedsmand. Det er værd opmerksomhed, at det netop var hofkansleren, som stod i et mer personligt forhold til kongen, og ikke udenrigsministeren, som oprindelig flk dette hverv under interimsregjeringen. Hvis det var forudsætningen at begge lande skulde ha en fælles udenrigsminister, da blir det vanskelig at forstå, hvorfor denne minister ikke skulde beholde sin stilling også under en interimsregjering.
