ning, da vilde Norge forlængst have rettet sig efter Magternes Forlangende.
Herved er at merke, at Orloff vistnok i dette Punkt maa have modtaget Fingerpeg fra dem, med hvem han kom i Forbindelse i Danmark, og at man der med Flid kan have søgt at lede hans Tanker over mod England.
Men der vare i alle Tilfælde megen Sandhed i, hvad han havde at meddele. Han skrev, at der ikke var noget Land, der havde saamange Forbindelser med England som Norge, ikke engang Danmark. „Der er ikke den norske Matros, som jo ikke har været iland paa de britiske Kyster, og der er ingen, som ikke kjender det engelske Sprog og de engelske Varer. Saaledes er det til Englænderne, de holder sig. Saaledes udspredes der her et noksaa grundet Rygte, at de forlanger Uafhængighed under engelsk Beskyttelse“.
Orloff stod derfor mistvivlende overfor Udsigten til at løse den ham betroede Mission paa en heldig Maade. Ialfald regnede han det som en absolut Nødvendighed, at han ledsagedes af en engelsk Kollega, den eneste, der med tilbørlig Fynd kunde virke paa Normændenes Stemning. Han var gjennemgaaende uklar med Hensyn til, hvad der fra den Kant var at vente, og han var i sin Uvished endog beredt til at laane Øre til meget vilde Rygter. Han bad Grev Nesselrode om at anstrænge sig for at bevæge den engelske Regjering til at afsende en Diplomat, der kunde paavirke Normændene efter Ønske, og han bad ham ogsaa om at vaage over de Underhandlinger, som den danske Regjering efter de i selve Kjøbenhavn verserende Rygter muligens kunde komme til at aabne i London. Der taltes nemlig om en Plan, hvoretter Sjælland skulde bortbyttes mod Hannover. Saa urimeligt dette end var, havde det dog gjort Indtryk paa Orloff.
Thi hvis en saadan Bytteplan gik i Orden, vilde den være faretruende for den russiske Magt. Om Danmarks Konge herskede paa Øerne eller i Tyskland, kunde være
