endnu mere væsentlig, at Orloff i alle fire Punkter mente at maatte besvare Spørgsmaalet med Ja. „Jeg har behandlet disse Spørgsmaal for at befri min Samvittighed“, — saa skrev han i denne Anledning til Nesselrode, — „og denne tillader mig ikke at betragte Kongen af Danmark som den eneste, der svarer for Normændenes Adfærd; andre Grunde forener sig dermed, og uagtet jeg endnu kun har Gjetninger at forelægge Dem, saa tror jeg, at disse er tilstrækkelig vigtige til at kunne meddeles Dem“.
Orloff slog saaledes fast, at her ikke var eller kunde være Tale om en ensidig Opvigling fra den danske Regjerings Side, og dermed havde han taget det væsentlige Grundlag bort for de stadige svenske Beskyldninger. Han var hurtig kommen til at indtage et Standpunkt, fra hvilket der kunde ventes et mere upartisk og overlegent Blik paa Forholdene, med nødvendig Hensyntagen til alle Sider. Dermed var det ham ikke muligt at lægge Wetterstedts Fremstilling til Grund for sin egen Fremstilling.
I Orloffs Øine var Danmark i alle hovedsagelige Dele udenfor Sagen.
Anderledes betragtede han derimod den Stilling, som den engelske Regjering havde indtaget, og han bad sin egen Regjering om nøie at overveie, hvad der her var foregaaet, og hvorledes Englænderne var den eneste Magt, til hvilken Normændene havde henvendt sig for at finde Støtte for sin Sag. Det nyttede nemlig her ikke at sige, at den engelske Regjering havde givet Norges Udsending i London, Statsraad Carsten Anker, Afslag paa hans Begjæringer. Faktum var der, at denne rolig forblev i England, og at han — hvad der saa end sagdes — var modtagen af Lord Liverpool. Normændene lagde stor Vegt paa dette, og de fæstede sin Opmerksomhed ved alle de Skridt, der foretoges af den engelske Regjering. Orloff forsikrede, at hvis England øieblikkelig havde afgivet en bestemt Forsikring om sin Hold-
