ham en underordnet Sag. Men England som Herre over Sjælland, med et Støttepunkt for sin uhyre Flaade lige i Indløbet til Østersøen, — det var et Fremtidsperspektiv, der nok kunde allar mere en Mand som Orloff.
Overhovedet var han nu kommen ind paa Fantasiernes vidtstrakte Omraade. Han havde ogsaa sit Øie henvendt paa „den svenske Ærgjærrighed“, hvis sidste Maal kunde være Foreningen af de tre nordiske Kroner paa samme Fyrstes Hoved. Unegtelig var dette endnu kun et fjernt Maal. Men ogsaa det stred mod Ruslands Interesser. Der var dem i Danmark, som tiltrods for det nationale Had hellere vilde se sit eget Land forenet med Sverige end skildt fra Norge, og der var — saa paastod Orloff — virkelig i Danmark et svensk Parti. I denne Henseende erklærede han, at hans Opfatning stemte overens med, hvad den russiske Gesant i Danmark, Lisakewitsch, og hans østerriske Kollega, Grev von Lutzow, troede at have iagttaget.
Orloff havde til en Begyndelse været alene, og han havde under sine Forhandlinger med Frederik den Sjette og Rosenkrantz tillige repræsenteret de øvrige Stormagter, hvis Udsendige endnu ikke var ankomne til Kjøbenhavn.
Han ventede dem med Utaalmodighed. Ingen var, som vi har set, mere efterlængtet end den engelske Kommissær, hvis Tilstedeværelse han — og med god Grund — ansaa som nødvendig for at tilveiebringe et heldigt Udfald. Paa denne maatte han dog vente endnu i mange Uger, medens det ikke varede saa ret længe, forinden han saa den preussiske og den østerriske Kommissær indfinde sig i Kjøbenhavn og der forene sine Forestillinger med hans.
Saa kom der en Tid, der kan betegnes som den, hvori de tre Kommissærer arbeidede sammen for yderligere at sikre de vundne Resultater og danne sig en fælles Opinion om Stillingen, som den i det hele forelaa. Herom har Orloff udtalt sig med større Aabenhed og større Udførlighed end
