udpræget Uvillighed til alle Opofrelser af den Art, der ikke ligefrem kom Bygden selv tilgode. Skatter, Afgifter og Ydelser til Embedsmændene vare yderst forhadte, men fremfor alt kviede man sig stærkt ved Militærtjenesten. Allerede under Kalmarkrigen havde de fra Mandals Len udskrevne Krigsfolk to Gange ligefrem deserteret i Flok og Skare, idet de 1611 uden videre vendte om fra Svinesund og begave sig paa Hjemveien og i det følgende Aar gjentoge den samme Opførsel ved Oddevald.[1] Senere, da en ordnet Udskrivning og staaende Hær indførtes, vedblev Ulysten til »Kongens Tjeneste«. Bønderne havde, skriver deres Amtmand omtrent 1790, »saa stor Frygt for denne, at de hellere gave det meste af hvad de eiede, end de med sin gode Vilje tjente som Soldater«.[2] Tager man imidlertid Hensyn til Datidens militære Forholde, der vare mere trykkende end nu, idet Lægderne maatte underholde Soldaten under Øvelserne, og erindrer man, at Troppestyrken var større, medens Folkemængden var mindre end i senere Tider, kan man egentlig ikke forundre sig over disse Bondens Følelser, allerhelst i Begyndelsen
