Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/75

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

som han havde opsparet sig ved sit Baadhuggeri. Da senere Forbindelsen med Holland ophørte, var det ogsaa forbi med dette Baadbyggeris gyldne Dage.[1]

Alt dette bevirkede, at der i Agdesidens utallige Havne aldrig var Mangel paa hollandske Skibe, paa hvilke Gutter og Piger kunde komme ombord, men Udvandringen befordredes dog fornemmelig ved eiendommelige, i Egnens Naturbeskaffenhed begrundede Omstændigheder. Allerede Peder Claussøn, der henlevede hele sit Liv i hin Egn, har bemærket, at den er ufrugtbar.[2] Den Smule dyrkbart Jordsmon, der findes, synes desuden tidlig at være optaget, og Folkemængden blev snart i Forhold til de sparsomme Hjelpekilder saa talrig, at Bondens Kaar fordetmeste maatte blive trange. Opfordringen blev altsaa stærk til, naar det lod sig gjøre, at drage ud i Verden for at tjene Brødet og om muligt lægge sig noget tilbedste til Fremtiden. Alle undersaatlige Byrder føltes her dobbelt tunge, og der herskede paa denne Kant en

  1. Eilert Sundt. Om Huusfliden i Norge. 2. Oplag. Chrania. 1867–58. S. 30 fgg. efter Meddelelser af den fortjente J. Th. Storaker.
  2. »Dette er en maver Egn imod de andre at regne her i Riget«. Norges Beskrivelse. Kbhvn. 1632. 4. S. 63.