som han havde opsparet sig ved sit Baadhuggeri. Da senere Forbindelsen med Holland ophørte, var det ogsaa forbi med dette Baadbyggeris gyldne Dage.[1]
Alt dette bevirkede, at der i Agdesidens utallige Havne aldrig var Mangel paa hollandske Skibe, paa hvilke Gutter og Piger kunde komme ombord, men Udvandringen befordredes dog fornemmelig ved eiendommelige, i Egnens Naturbeskaffenhed begrundede Omstændigheder. Allerede Peder Claussøn, der henlevede hele sit Liv i hin Egn, har bemærket, at den er ufrugtbar.[2] Den Smule dyrkbart Jordsmon, der findes, synes desuden tidlig at være optaget, og Folkemængden blev snart i Forhold til de sparsomme Hjelpekilder saa talrig, at Bondens Kaar fordetmeste maatte blive trange. Opfordringen blev altsaa stærk til, naar det lod sig gjøre, at drage ud i Verden for at tjene Brødet og om muligt lægge sig noget tilbedste til Fremtiden. Alle undersaatlige Byrder føltes her dobbelt tunge, og der herskede paa denne Kant en
