ligeledes i forrige Aarhundrede »af saakaldte tyrkiske Fanger, gamle afdankede, skjæggede norske Krigsfolk under Navn af Nordbagger, som alle fordrede, snarere end tiggede«, og den Mand, fra hvem dette er hentet, fortæller paa et andet Sted, at en Gang hele tyve Personer i Jylland »sloge sig sammen for at agere tyrkiske Fanger, forsynede sig med falske Passer i adskillige Sprog og med Bøger til Indskrivning af Gaverne; de vidste saaledes at lægge Tungen dobbelt i Halsen, at det lod, som om den var afskaaren, og havde derfor hver en Tolk med sig for at forklare deres pantomimiske Gebærder. Saaledes adspredte de sig over Landet, indtil en Byfoged opdagede Bedrageriet og fik nogle af dem paa Tugthuset.«[1] Overhoved spillede »Tyrkerne« eller, som man kaldte dem, »Tryntyrken« en meget stor Rolle i Almuens eventyrlige Forestillinger om fjerne Lande. Man fortalte, som bekjendt, at Tyrkerne vare Menneskeædere og udsendte Agenter for at fange og nedsalte fede og velfødte Mennesker. Saadanne Rygter fremkaldte Ængstelse hos Menigmand i Norges Hovedstad i 1813,[2] ja endog saa sent som i
