Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/63

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

den Maade Frihed, men maatte da forblive, hvor de vare. At enkelte af vore Landsmænd have ladet sig overtale til saaledes at opgive sin Religion, er neppe tvivlsomt. En Forfatter, der var nøie kjendt med en af Røverstaterne, forsikrer imidlertid, at der paa hans Tid ingen »dansk« Renegat gaves i Marokko.[1] I Begyndelsen af indeværende Aarhundrede gik tvende Nordmænd, Sønner af en Postmester Conradi i Frederikshald, aldeles frivillig over til Muhammedanismen, den ene i Algier, hvor han var Sørøver, den anden i Tripolis.[2]

Ikke ganske sjelden hændte det, at omstreifende Pak ved at udgive sig for forhenværende »tyrkiske« Slaver søgte at vække Medlidenhed og aflokke Folk Penge. Dette fandt Sted baade i Norge og Danmark. Saaledes siger Amtmand Sommerfeldt i sin Beskrivelse af Christians Amt (udg. 1796): »Det er meget ilde, at Tydskere, Italienere o. A. saa ofte stryge Landet igjennem og sætte Indbyggerne i Contribution til foregivne Skibbrudne eller tyrkiske Fanger.«[3] Jylland hjemsøgtes

  1. Georg Høst, Efterretninger om Marokos og Fes. Kbhvn. 1779. 4. S. 140.
  2. Illustreret Nyhedsblad. 1857. S. 8.
  3. Topogr. Journal for Norge. H. XV. S. 43.