Derfor maatte mangen en sømand dø i Fangenskab,
inden Løsepengene, til hvilke Collecterne
ved Kirkerne ingenlunde forsloge, kunde opdrives
af hans Slægt. Et sagn om en saadan Ulykkelig,
hvilket er aldeles paalideligt, har jeg selv hørt i
unge Dage. Der var omtrent ved Aar 1745 i
Kvinesdal en Capellan, Hr. Ole Vigedal, der blev
ihjelslagen af drukne Bønder og derpaa kastet i
Knivsvigen, en Bugt af Elven lige ved Hovedkirken.
Hans Enke, Lisbet Godtzen Horsens, som
med Vigedal havde havt en Søn Ole, giftede sig
saa med en Bonde paa Gaarden Aamodt og fik
med ham flere Sønner, der tilligemed Halvbroderen
samtlige droge til Holland og toge Hyre derfra.
Ole faldt imidlertid i Barbareskernes Hænder og
skrev fra sit Fangenskab til Stiffaderen efter sin
Fædrenearv til Hjelp ved Udløsningen. Denne,
som ikke vilde ud med Pengene, skjulte Brevet
og svarede ikke. Imidlertid døde Ole, og da dertil
Brevet siden kom frem, sørgede Moderen sig
tildøde.[1]
Som bekjendt gik mange christne Slaver i Nordafrika over til Muhammedanismen og bleve, hvad man kaldte Renegater. De opnaaede paa
- ↑ Et andet Sagn om en saadan Fange se L. Daae, Norske Bygdesagn. II. S. 45.
