Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/55

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Dette føltes baade i Norge og i Danmark hvor oprettelsen af Landmilitsen (1701–1730) foraarsagede stærke Rømninger, navnlig fra Jylland.[1] Der blev gjentagne Gange, snart ved Trudsler og snart ved Løfter om Tilgivelse for de bortreiste unge Mandskaber, der inden en vis Tidsfrist kom tilbage, gjort Forsøg paa at standse Strømmen, men det lykkedes først sent og da udentvivl kun af helt andre Aarsager. Ved de saakaldte Pardon-Patenter eller Placater lovedes der imidlertid dem, som vilde komme tilbage, og vel at mærke ikke vare Mordere eller grove Forbrydere, fuldkommen Frihed for Landmilitærtjenesten, ifald de lode sig indrullere til Søtjeneste; de udstedtes 14 Decbr. 1722 og 25 Mai 1726 og gjentoges 16 April 1732, 18 Juni 1739 og 8 August 1742. Samtidig bestemtes tillige, at de Værnepligtige, der ikke inden fem Aar kom tilbage, skulde »ansees som infame og meenedige, og deres Navne slaaes paa Galgen«, hvorhos de skulde have: forbrudt den Arv, der ellers kunde tilkomme dem, og de selv, om de bleve paagrebne, være hjemfaldne til Livsstraf. Ogsaa for Medhjelpere ved Flugten sattes samme Straf, ligesom Medvidere skulde straffes paa sin hele

  1. Danske Samlinger, udg. af Chr. Bruun m. Fl. IV. S. 200, samt Skand. Lit.-Selsk. Skrifter. IX. S. 10 fgg.