Eiendom. Omsider kom den bekjendte, først i vor Tid ophævede Forordning af 9 August 1754, der bestemte, at alle af Bondestanden i Norge, baade Mands- og Kvindespersoner, som ei brugte Gaarde eller Husmandspladse, skulde være forpligtede til at fæste sig i aarlig Tjeneste og det endog i det Sogn, hvor de hørte hjemme, om der var Tjeneste at faa, ligesom og Husbondens Tilladelse udkrævedes for at kunne gaa tilsøs.
Spørger man om vore søfarende Landsmænds Skjebne i Holland, da er det vistnok sikkert nok, at den mangen Gang var ublid, og at de der vare udsatte for mange Farer. De hollandske Søhavne vare berygtede for den hensynsløse, ja ligefrem forbryderske Maade, paa hvilken man narrede uerfarne Folk til at gaa til Ostindien. Der gaves Mennesker, der gjorde en formelig Næringsvei heraf, og som man kaldte Zielverkoopers eller »Seelenverkopere«. Dette Uvæsen dreves især i to af Amsterdams Gader, de Ridderstraat og de Jonkerstraat, der næsten udelukkende bestode af liderlige Buler, hvorhen Fremmede lokkedes ved de værste Midler. Ve den, der var kommen over et saadant Hus’s Dørtærskel. De Ulykkelige, heder det, bleve kneblede, lagte i Lænker og ved Nattetid slæbte afsted til Skibene for at forsvinde
