Denne siden er ikke korrekturlest
denne Udvandring som noget værre end den »sorte Død«, der ifølge de dengang og endnu længe efter raadende historiske Forestillinger dannede den bratte Grændse mellem det gamle Norges Guldalder og alle følgende Aarhundreders Tilbagegang og Usseldom.[1] Allerede tidligere end Schøning havde en anden bekjendt Forfatter, Erik Pontoppidan, brugt stærke Ord om den her omhandlede Sag, og det i to forskjellige Skrifter, nemlig først i sin religiøse Roman Menoza, derpaa i sin Norges naturlige Historie. Pontoppidan, der selv havde opholdt sig i Holland,[2] gaar saa vidt, at han »efter sikker Beregning« anslaar Antallet af de »danske, norske og holstenske« Matroser, der »ved Michelsdagstider, naar de ostindiske,
- ↑ »Folke-Mangel er overalt her i Landet stor og hindrer mange nyttige Tings og Anstalters Iverksættelse og Opkomst. Samme kan vel ansees som en Følge af den Sorte Død. Men Intet har dog uden Tvivl været større Skyld deri, end de mange tusinde Mennesker, hvilke Hollænderne, fornemmelig efter deres store Skibsfarts Opkomst, og andre Nationer, som har fundet deres Regning med de Norske Matroser, har trekket og endnu aarlig trekke ud af Landet, til stor Fortræd for Indbyggerne, som ofte af Mangel paa Tjeneste-Folk ikke kan drive deres Jorde og Gaarde.« (G. Schøning), velmente Tanker om Agerdørkningens muelige Forbedring i Norge. Kbhvn. 1758. S. 59–60.
- ↑ Se hans Autobiographi, udg. af N. Hofman-Bang. Odense 1874.
