udseet til at spille en saadan Rolle, indsy i et Par lodne Gjede- eller Faareskind, Ansigtet blev malet sort med en rød Ring om Øinene, og han fik en lang Hale, »saa at dette Menneske lignede ingenlunde et Menneske«. Alt dette foregik under Dækket, uden at nogen af de nye Folk fik det at se; vare de tilstede, sørgede man for at faa dem af Veien, saa at den færdige »Mand af Linien« i Stilhed kunde komme op i Stormasten, hvor han blev til om Morgenen og imidlertid var bleven forsynet med nogle fyldte Vandspand. Om Morgenen blev der da, som sædvanlig, ringet til Bøn, og Enhver indfandt sig da enten i Kahytten eller paa Skandsen. Men naar man begyndte paa det sidste Psalmevers, tog »Manden af Linien« til at skraale. Alle bleve nu eller lode, som om de bleve det, forfærdede, lukkede sine Bøger og spurgte: »Hvad er paafærde?« En svarer: »Det er vist Manden af Linien!« en Anden sagde: »Nei, det kan jeg da aldrig tænke, thi han pleier dog ikke komme saa tidlig.« Saa skraaler Manden endnu høiere, og nu er der da ingen Tvivl mere om, at det maa være ham. Capitainen tager sin Hue af helt ærbødig og beder »Manden« om at komme ned. Han kommer da og spørger, hvor mange nye Folk Capitainen har med, hvortil denne svarer: »Slet ingen«,
