hagelige ceremonier. Det er eller rettere var Sømanden ligesom en Grad, han tog, og maa vel nærmest sammenlignes med »de Contorskes Spil« i Bergen og med de Optog, der ledsagede Haandverkernes Svende- og Mesterpromotioner. For Sømændenes Vedkommende var dog det at passere »Linien« den store Indvielse til den høieste Grad af de »befarne« Folk. Naar Ostindiefarere naaede Stenbukkens Vendekreds, begyndte de af Mandskabet, som allerede før havde beseilet disse Farvande, at aftale med hverandre, hvilken Dag »Manden af Linien skulde komme«, og for de uerfarne lode de sig da paa en mystisk Maade forlyde med, at »det dog var Synd, at Fanden skulde tage de smukke unge Karle, det er nok meget at frygte for, at Manden af Linien tager alle vore nye Folk denne Gang, thi han forbød os jo sidst at bringe flere nye Folk, ja vi lovede ham det jo ogsaa« o. s. v. De nye Matroser lo ad saadan Tale, saalænge det kun var Matroserne, der førte den, men hvad skulde de tænke, naar Officiererne! ja Capitainen selv begyndte at bede dem om at berede sig til en stor Fare, som maaske kunde koste dem deres Liv, og med bedrøvede Miner fortalte dem om denne »Mand af Linien«? Om Natten, førend »Manden« skulde komme, lode de gamle Ulke den Person, som var
