Tilsnit ei alene paa Kjolen, men og paa selve Kroppen, til ikke ringe Glæde for mangen kjærlig Fader og Moder«.[1] Kyndige Reisende udtalte sig tildels i samme Retning. »Lyst til alt, hvad der er engelsk, kunde man næsten kalde Arvesynden i det søndenfjeldske Norge«, heder det hos Sevel Bloch (1806),[2] og et Par Aar i Forveien havde Chr. Pram udtalt det Ønske, at man i Christiania maatte »komme efter, at det er Mode i England at holde i Agt, hvad indenlandsk er, især naar det er godt«.[3] Men det er overflødigt nærmere at paapege de engelske Forbindelsers velgjørende Følger i vort Land. Tullins Navn – thi paa dette Sted tænke vi ikke paa Holberg – er alene tilstrækkeligt til at stille dem i den rette Belysning.[4]
Den Krig, der i 1807 pludselig udbrød mellem England og Danmark-Norge, fremkaldte ikke alene en Afbrydelse af de her omtalte Tilstande,
- ↑ Indberetninger om National-Festen d. 11 Decbr. 1811. Chra. 1812. Forerindringen S. V.
- ↑ Reise-Iagttagelser. Kbhvn. 1808. S. 65.
- ↑ L. Daae. Det gamle Christiania. S. 269.
- ↑ Jeg har her, ligesom i de foregaaende Capitler om Vandringer til Holland, ikke taget Hensyn til Landsmænds academiske Studier i Udlandet. Man vil i Fr. Sneedorffs Saml. Skr. I. S. 521 fgg. finde en Fortegnelse over Danske og Norske, der have studeret i Oxford.
