hvor kunde Steden bedre lægges til dem, end i det nordiske Selskab i London, hvis Gjenstand er at udbrede almen Kjærlighed til Fædrelandet og til Norden, hvor vi forenede Svenske, Norske og Danske betragte os som kun hørende til et Fædreland – Scandinavien«.[1]
Den Indflydelse, som Nordmænds Bosættelse eller Besøg i England udøvede paa Tænkemaade, Tone og Sæder i Hjemlandet, er ikke bleven ubemærket. Allerede Samtiden var sig dette fuldkommen bevidst, hvilket allerede sees af Wessels bekjendte to Linier i hans Digt: »Brodne Potter i alle Lande«. Som det hyppig gaar i Verden, fremhævedes dog som oftest mere Skyggesiderne end Fordelene ved disse engelske Paavirkninger. L. Stoud Platou giver saaledes en Skildring af de unge, fra England hjemvendte Nordmænd, der uvilkaarlig minder om Jean de France: »Den største Mængde af Ynglinger, som sendtes til det ene saliggjørende England, bragte efter to eller dere Aars Ophold dog saamegen Kundskab tilbage, at de tildels havde glemt deres Modersmaal, der rigtignok alene var dem lært forinden Udenlands-Reisen af deres Ammer, men derimod kunde de snakke noget Engelsk og havde et engelsk
- ↑ Skandinavisk Museum. 1798. II. S. 133–134.
