men gjorde ligefrem Ende paa dem. Ved Fredsslutningen vare Forholdene blevne helt forandrede, og man vendte ikke tilbage i de gamle Spor.
Den dansk-norske Menighed havde, som vi vide, uafbrudt vedligeholdt sig. En allerede ovenfor omtalt norsk Reisende paa Syvaarskrigens Tid havde beskrevet den saaledes: »Den norske Nation har en meget smuk Kirke i London. – – Den norske Præst gaar klædt som de engelske Præster udi en lang sort Habit med meget rumme Ærmer udi, en liden kort Krave og en aflang rund Peruque. Udi Kirken er et kostbart Orgel. Gudstjenesten saavel i Henseende til Prædiken som Sangen bliver forrettet paa den engelske Maade med stor Devotion«, kort og distincte, Præsten holder sin Tale af et Papir, som han har for sig paa Prædike-Stolen, og denne varer ikke over 30 til 35 Minuter. Deraf kommer det, at siden Prædikanten ikke lader det ankomme paa Indskydelser, men nøie forud eftertænker og forfatter hvert Ord, at Tilhørernes Tanker blive immer holdte i Attention ved christelige og moralske Dyders fornuftige Forestilling, saa at ingen gaar af Kirken, som har Aarsag at fortryde, at han er kommen der«.[1] En senere dansk Reisende, Prof. Frederik Sneedorff,
- ↑ Chr. Gram, En kort Journal. S. 28–29.
