med Portræter saavel af den engelske som den dansk-norske Konge. Erik Pontoppidan besøgte den 1720 og skjænker den en kort Omtale i sin Levnetsbeskrivelse. Selvfølgelig gaves der ogsaa Svenske i Staden, og i Begyndelsen stode disse i nær Berøring med Nordmændene og Danskerne. De sluttede sig ogsaa snart til den norsk-danske Menighed, men da Krigen udbrød 1709, brast dette Baand, thi Præsten begyndte nu offentlig at bede for de danske Vaabens Fremgang, og dette kunde de Svenske naturligvis ikke finde sig i. Sveriges paafølgende Trængselstid hindrede dem dog for det første fra at opføre egen Kirke, og en saadan kom derfor ikke istand førend 1730.[1]
Men i Slutningen af Aarhundredet, da de nordiske Nationers Enhedsfølelse atter gjorde sig gjeldende og Ordet »Skandinav« for første Gang begyndte at anvendes i sin nyere Betydning, kom de i London værende Nordboere ikke alene til at berøres af denne Broderskabets Aand, men gik endog paa en Maade i Spidsen for sine hjemmeværende Landsmænd. Der oprettedes nemlig i London et Selskab af Norske, Danske og Svenske, der fik Navn af »det nordiske«. Desværre vide vi
- ↑ Denne Kirkes Historie er behandlet i et eget Skrift af Carlsson. Stockholm 1852.
