skikke fandt Indgang, saaledes oplæsning af to Capitler af Bibelen, et af hvert Testamente, ved hver Kirketjeneste m. m. Menigheden bestod stadig mest af Nordmænd, men fik Navn af »den danske og norske«, da selvfølgelig ogsaa de i London værende Danske sluttede sig til den, ligesom den ogsaa senere opretholdtes ved Bidrag fra begge Riger. Dens økonomiske Anliggender bestyredes af det omtalte Menighedsraad, der valgtes paa Livstid, og til Menigheden knyttedes en Skole med en almindeligvis fra Norge indkaldt Lærer. Brinck kom forøvrigt ikke i rolig Besiddelse af sit Embede i London uden efter et Slags Kamp med en anden Nordmand, Nils (eller som han ogsaa kaldte sig Frederik) Gram fra Tønsberg, der paastod tidligere end han at være bleven kaldet til Præst i denne Menighed, og som virkelig en Tid betjente den, indtil han i 169z fandt sig i at resignere og drog tilbage til Norden. Denne Grams Liv og Bedrifter fortjene her en sammentrængt Fremstilling, da han ligesom Meidel og den ovenfor (S. 17) omtalte amsterdamske Abel er et Exempel paa den Slags Præster, som vore Menigheder i fremmede Lande kunde være udsatte for, om der ikke iagttoges Forsigtighed ved deres
