Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/115

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

lig i Skien, hvor han kom under Provsteret og dømtes fra sin Præstekjole. Han blev tilsidst Catholik. Omsider skal han være kommen til Irland.[1]

Menigheden, der fandt en støtte i den danske Gesandt Hans Henr. v. Ahlefeldt, organiserede sig nu paany under sex Forstandere, hvoriblandt Lionfeld og en anden Nordmand, Torger Weggersløff, vare de fornemste. Ved Henvendelse til Biskoppen over Sjællands Stift fik man en bedre Sjelesørger i Nordmanden Ivar Brinck, der forblev i denne Stilling i London indtil 1702, da han blev Sognepræst til Holmens Kirke i Kjøbenhavn. Brinck, der hører til sin Tids mest ansete Geistlige,[2] havde allerede gjort sig fortrolig med britiske Forhold som Præst for de danske og norske Tropper, der ydede William III. Bistand i Irland under Kampen med Franskmænd og Jacobiter, og blev den egentlige Grundlægger af den londonske Menigheds Kirkeforfatning, der, hvad Gudstjenesten angaar, blev overensstemmende med, hvad der var fastsat i Christian V.s danske og norske Kirkeritual, skjønt dog efterhaanden ogsaa engelske Kirke-

  1. Luxdorphiana, udg. af R. Nyerup, S. 284, samt Literaturlexicon.
  2. Se hans Biographi (af P. W. Becker) i Historisk Archiv. 1872. I. S. 234–242.