Af og til har det vistnok hændt, at Nordmænd
have fulgt med Hanseaterskibe som Søfolk eller
for at tage Tjeneste i Tydskland, men at det
ikke gik ofte paa, kan man slutte deraf, at saadant
sjelden eller aldrig omtales i de hidtil bekjendte
Kildeskrifter. Kun fra Island, hvor Hamburgerne
efter lange Stridigheder, dels med Englænderne,
dels med andre Hanseater, i det femtende Aarhundrede
havde forstaaet at tilrive sig omtrent den
hele Fiskehandel, synes Udvandringen at have
været noget hyppigere, thi den nysnævnte Albert
Krantz fortæller, at han selv har seet unge Islændinger
af begge Kjøn, der vare komne ned til
Tydskland som Børn og derfor havde glemt sit
Modersmaal og overhoved intet bevaret af sin Nationalitet
uden Navnet, og han tilføier, at Forældrene
gjerne saa, at de Fremmede toge Børnene
med sig, ja »hellere gave slip paa en Søn end
paa en Hund«.[1]
- ↑ Catulos suos atque pueros aequo habent in pretio, nisi quod
immobilior. Ferunt, aliquando terra sua qualibet ex causa peregrinatos, quum primum redierint terramque tetigerint, pronos cadere in terram et facto signo crucis eam in terris osculari. O inqviunt: Terra Christiana ante omnes! Alb. Krantzii Norvegia. VI. p. 11. (Rer. Germ. etc. Chronica, Francof. a. M. 1585. fol. p. 422). Noget af den samme Fortælling findes i en noget anden Form hos Absalon Pedersøn. (Norske Magasin. I. S. 96).