Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/10

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

man stedse med Sympathi sine Frænders Skjebne paa deres nye Skueplads.

Ganske uden Emigration kan ingen Periode af vort Lands Historie have været, forsaavidt som altid En og Anden har ombyttet sin norske Fødestavn med et fremmed Opholdssted, men man feiler neppe ved at antage, at Norges Befolkning, efter at Vesterhavslandene vare besatte, Christendommen almindelig indført og de sidste Spor af Vikingetogene og Korstogene forsvundne, næsten ganske har holdt sig hjemme i sit eget Land. I den senere Middelalder forfaldt baade den norske Krigsflaade og Søfarten overhovedet, idet næsten al Handel kom i Udlændingers Hænder. En nordtydsk Forfatter, Hamburgeren Albert Krantz, der kort før Reformationen skrev et Slags Norges Historie, har derfor neppe ganske Uret, naar han siger, at Nordmændene vare forstenede i sine Klipper, og at intet Folk siden Christendommens Indførelse havde været mere ubevægeligt. Man fortæller, siger han videre, at de, naar de komme hjem fra Udenlandsreiser, kaste sig til Jorden og kysse den med det Udraab: O du christeligste af alle Lande![1]

  1. Populus in rupibus suis induruit, non facile mobilis ab eo, quod semel apprehenderat. Ante Christum agnitum nulla gens pertinacior errorum, post susceptam Christi fidem nulla