so vel uppaa skiur renna kunde», og det er vel paa grund af sin dygtighed i en af folkets yndlingsidrætter han har levet til nu i folkedigtningen.
Senere omtales ski og skiløbere paa mange steder i vore sagaer, og det sees deraf tydelig, at skiløbning op igjennem tiderne har været en almindelig kjendt idræt i Norge.
Det er temmelig selvfølgeligt, — siger Storm, — at den offentlige postgang ofte om vinteren blev ført frem paa ski, naar der ikke var slæde- eller rideføre, — dette sees ogsaa af nogle breve fra 1525 og 1535. I det sidste heder det, at «smaasvenden» i begyndelsen af december maatte løbe paa ski «over Dovrefjeld og alle skoger nordenfor lige til Throndhjem».
At nordmændene i tidligere tider har været dygtigere i skiløbning, end de er nu, har vi ingen grund til at antage, og naar vi bl. a. læser om, at Arnljot Gelline (c. aar 1000) løb med to mand bag paa sine ski og alligevel for saa hurtig, som om han havde faret løs og ledig, da vil enhver skiløber vide, at dette maa henvises til fantasiens verden. Fortællingen er gjenfortalt af en islænding, Snorre, efter islandsk tradition, og som senere vil bli bemerket, forstod islænderne neppe kunsten.
I vore dage er skierne kjendte og brugte over hele Norge, lige fra Nordkap til Lindesnæs, dog mindst paa Vestlandet, hvor de slette sneforholde paa mange steder forbyder brugen af dem. Sammenfatter man hele det norske folk, saa blir det vel forholdsvis faa mænd eller gutter, som nu for tiden ikke kjender ski og ikke til nød kan tage sig frem paa dem. Af kvinderne blir det ogsaa en ikke uvæsentlig del, som kan bruge sine ski, nu ligesaavel som paa Olaus Magni’s tid (1555),da «man saa
