kvinder gaa paa jagt med ligesaa stor eller kanske endnu større raskhed end manden». Lykkeligvis for nationen er skiløbningen i stadig udvikling.
Fra Telemarken og Kristiania by med omegn kommer gjerne de fleste dygtige skiløbere, men i Østerdalen, Oplandene, Numedalen, Hallingdal, Valders, Gudbrandsdalen, det trondhjemske og i Nordland og Finmarken findes ogsaa mange dygtige skiløbere.
I Sverige, hvor skien vistnok blev indført af lapperne paa samme tid som i Norge, er skiløbningen mindre udviklet end i Norge, — det er jo heller ikke mere end, hvad der kunde ventes, at Norge med dets mange fjeldbygder skulde fostre flere og dygtigere skiløbere end det langt mere fladlændte Sverige. Det er væsentlig kun i fjeld- og skogtrakterne i det nordlige Sverige ned til Helsingeland, Dalarne og nordre Vermland, at ski er kjendt og brugt. Den senere opblomstring af idrætten i Norge har dog gjort, at man ogsaa i byer længere syd paa, med Stockholm i spidsen, har begyndt at indføre ski-idrætten.
Af nordmændene er skiløbning allerede i gammel tid ført til Island. Det synes dog, som den atter saa omtrent er bleven glemt; thi paa ingen steder omtales den ved fjeldovergange i de islandske sagaer, mens islændinger, naar de kommer til Norge, hyppig skildrer skiløbningen. I forrige aarhundrede var skiløbningen gaaet saa tilbage, at en kgl. resolution af 1780 opstillede præmier for den eneste mand, en norsk handelsbetjent Buch paa Husavik, som «besad kunsten», forat han skulde lære 3 andre op. Skiløbningen kan dog neppe staa paa noget høit trin deroppe; saaledes kjender man ikke engang til at binde skierne fast paa fødderne, uden hvilket selvfølgelig ingen kan faa fuldt herredømme over dem. Dog sagdes
