det neppe fjernt at antage, at Eyvind har tænkt sig hende som lappisk af oprindelse. Om Ullr er at merke, at han i Danmark ikke er gud for ski, men for skøiteløbning; thi om «Ollerus» siger Saxo, at han istedenfor skib brugte at sætte over havet paa et ben, hvorover han havde sunget heksesange, det er, han gik paa «islegger», som var den form af skøiter, vore forfedre brugte, og som ogsaa efter talrige arkæologiske fund har været almindelige i Tyskland i meget tidlig tid. Baade i Norge og i Tyskland findes de tildels i brug den dag idag. Det er altsaa vistnok først i det nordlige Norge, at Ullr er bleven til skigud, mens skiløbningen vistnok aldrig har naaet Danmark, hvor jo naturforholdene heller ikke indbyder dertil. Sagnet om den danske konge Harald Blaatand og Toke, som maatte staa paa ski udfor Kullen i Skaane, har i denne henseende ingen betydning, da det tydeligvis stammer fra Norge, hvor det samme ogsaa fortelles om en kong Harald og «Hemingen den ungje» (se nedenfor).
I de historiske sagaer omtales bl. a., at da Egil Skallagrimsøn en vinter (c. 950) skulde drage i den norske konges erende til Vermland, forlod kongens sendemænd ham lidt vestenfor Eidskogen, tog sine ski og steg paa dem, og for saa nat og dag til Oplandene og nord over Dovrefjeld til kongen. (Egils saga, kap. 71). At ski allerede saa tidlig var brugt ogsaa paa Romerike, synes rimeligt nok, naar vi ser, at Harald Haardraade, som var i syden, fra han var 15 til han var 31 aar (1030—46), allerede i sin ungdom paa Ringerike har lært at gaa paa ski.
Fra hans tid er ogsaa emnet hentet til de over hele landet spredte kjæmpeviser om Heming, hvis vidunderlige skiløb i Nordland ogsaa omtales i Flatøbogen (c. 1390). Omkvædet er nu i almindelighed: «Hemingen den ungje
