om kong Harald og Toke, lader han kongen prale af sin dygtighed «i den kunst, hvorved finnerne (lapperne) iler over snedækte styrtninger». I den islandske lovsamling «Graagaasen» (c. 1250) hedder det bl. a., at den fredløse skal drives saa langt, «som finnen (lappen) løber paa sine ski, furuen vokser, og ørnen flyver paa en vaardag med medvind under begge vingerne.» Dette er tydeligvis en ældre norsk lovformular, som er optaget paa Island.
Der kunde endnu fra vore sagaer anføres mere om lappernes skiløb, men af hvad der her er gjengivet, tror jeg, det allerede maa fremgaa, at i Norge har lapperne først indført skierne.
Ifølge Storm kan vi med sikkerhed sige, at allerede i det 10de aarhundrede var skiløbning øvet i Norge, ialfald i Nordland og rimeligvis overalt i fjeldbygderne nordenfjelds, maaske ogsaa paa Oplandene. I en række skaldedigte fra 10de aarhundrede bruges skið og öndurr (det er ski betrukne med skind) i poetiske billeder, der sammenligner skibets seilads over havet med skiernes skriden. Guthorm Sindre paa Haakon den godes tid kalder f. eks. skibet «svane-vangens (ɔ: havets) ski». Dette viser jo tydelig, at brugen af ski maatte være almindelig kjendt; thi ellers vilde slige billeder ikke forstaaes. Endnu vigtigere er, at ski-idrætten havde faaet sine repræsentanter blandt guderne. Nordlændingen Eyvind Skaldespilder (fra Helgeland) kalder i et digt fra omkring 990 Thasses datter Skade for «öndur-dís» (det er skigudinden), og islændingen Einar Skaaleglam, der omkring 980 digtede et hædersdigt til Haakon Jarl paa Lade, giver Ullr tilnavnet: «Aanderguden», (õndur-jálkr, egentlig aandrernes-Odin). Merkes kan ogsaa, at Skade er af jotun-æt; betænker man, at nordmændene hyppig slog lapper og trold sammen, saa ligger
